Efter siden her gik online, er der mange der har henvendt til mig når de skulle ud at købe en Moto Guzzi til de private stalde. Jeg har forsøgt at hjælpe efter bedste evne og teksten herunder er en sammenfatning af de mange emner der har været vendt.
Vi starter med det kedelige, så er det overstået. Der er ikke noget mere dræbende trist end papirbehandling hos offentlige myndigheder, men det er væsentligt at du sikrer dig at køretøjets dokumenter er i orden, alt andet er dumt og dyrt.
Først og fremmest skal du kontrollere cyklens stelnummer:
Jeg fik en opringning fra en kommende Guzzi-ejer der var i Berlin for at se på en Le Mans. Stelnummeret passede fint med papirerne, men det startede ikke med VF som ellers vanligt på en LM3. Jeg kunne kun bekræfte at der var ugler i mosen, og opfordre til at undersøge nærmere inden evt. køb. Han ringede senere og fortalte at cyklen åbenbart havde været italiensk indregistreret og en gang fået nyt stel (i Italien) efter en skade, så han havde trukket følehornene til sig igen. Jeg har ingen anelse om det ville kunne give problemer med de danske myndigheder, men ville nok heller ikke tage chancen.
Der er mange der vælger at hente deres nye Guzzi i udlandet for at spare penge, men det giver en del ekstra arbejde.
Hele proceduren omkring papirgangen ved privatimport er beskrevet på udmærket vis på mange andre sider, så det glider jeg elegant hen over.
Told og Skat har åbnet de hemmelige arkiver så det nu er muligt at se på nettet hvad andre har betalt for lignende cykler. Kik her, så kan du få en ide om dit projekt kan holde økonomisk
Mange drømmer om at hente en Le Mans i Italien, men det er efterhånden svært at finde fornuftige cykler i Nord-Italien. Der er simpelthen støvsuget for Le Manser, og de kører nu i Tyskland, England, eller Danmark. Så hvis du absolut vil importere selv var det nok værd at overveje at finde en cykel i Tyskland, England (eller muligvis Holland). Glem USA, transporten til DK er meget dyr, og da USA endnu ikke er med i EU skal du betale 25% i moms ved import.
Hvis du køber hos en forhandler er det jo meget nemt, du får cyklen registreret i dit eget navn, og forhandleren garanterer at der ikke er restgæld i køretøjet. Færdigt arbejde!
Men de fleste Guzzier der bliver solgt i Danmark handles privat, og hvis du kikker på MC hos en privatmand, bør du lige kontrollere at der ikke skyldes penge i MCen.
Det foregår ved at ringe til BilBogen i Århus på tlf. nr. 86 12 91 45, dagligt mellem kl. 11 - 14.
Du skal oplyse stelnummer og Mærke/Model, så vil de fortælle dig om der er gæld i køretøjet.
Du bør også undersøge om cyklen skal synes ved omregistrering og aftale med sælger hvem der evt. tager sig af dette.
Om du skal forbi synshallen før en omregistrering afgøres af cyklens alder og hvornår den sidst er synet.
0-4 år | Ingen syn ved omregistrering |
4-10 år | Cyklen skal synes ved omregistrering hvis det er mere end 2 år siden den sidst blev synet. |
Over 10 år | Cyklen skal synes ved omregistrering hvis det er mere end 1 år siden den sidst blev synet. |
Hvis du ikke er faldet i søvn endnu kan vi så gå over til selve cyklen.
Lad mig starte med hvad jeg IKKE vil fortælle dig:
Det er fedt at være ham der ejer siden – så er det mig der bestemmer hvad der skal med :-)
Der er rigtig mange der laver om på deres Guzzi. Nogle ændringer laves for at rette op på uhensigtsmæssigheder fra fabrikkens side, andre for at forbedre køreegenskaber eller give mere motorkraft. Eller selvfølgelig for at give cyklen et andet udseende.
På japanske cykler er det normalt ikke tilrådeligt at bygge om i større stil da MCen derved kan blive temmelig svær at sælge, men på en Moto Guzzi er det almindeligt og fuldt ud accepteret. Med en enkelt undtagelse – Hvis du finder en LM1 i noget nær original stand, bør du holde den sådan. De er meget eftertragtede og vil tabe i værdi hvis du bygger den meget om.
Men ombyggede motorcykler er jo slet ikke interessante hvis du er en af fundamentalisterne der ønsker at det hele skal være originalt. Jeg vil ikke være dommer for om den ene retning er bedre end den anden, men du skal gøre dig klart hvad det er du vil have.
Det var vist det væsentlige.
Hvis du nu sidder og har fået tynd mave over alt det der kan gå galt, så slap bare af igen: Guzzierne er knokkelstærke og kan tåle at blive kørt hårdt og længe (modsat mange andre liebhavercykler). Men netop fordi det er maskiner der bliver brugt bliver de jo også slidt, og uanset hvor meget du kontrollerer inden du køber, er der stor sandsynlighed for at du kommer til at rette et par af ovenstående ting i løbet af de første år du ejer cyklen.
Reservedelsforsyningen er fremragende og jeg regner ikke med at få problemer med at holde min cykel kørende de næste 30 år! Visse plastdele og topstykker kan ikke fås som nye dele mere, men disse kan findes brugte og kan sagtens renoveres til ny stand.
Så hold op med at bekymre dig, køb en Guzzi, fyld benzin på, og se at komme ud at køre !!!